1 Den, som mig føder, det er Gud min Herre,
Mig sattes ei, hvad min Nødtørft mon være,
Paa grønne Eng gjør han mig Ro og Lise,
Og kvæger mig med Vand, som han mon vise,
For sit Navns Skyld han og min Sjæl omvender,
Og naadelig den rette Vei mig kjender.

2 Om jeg end gaar i Dødens Dal hin mørke,
Vil jeg ei frygte, thi du er min Styrke,
Du er med mig, min Gud, i allen Stunde,
Din Kjæp og Stav mig trøster mangelunde,
Du vil for mig di Bord saa vel berede,
Og det mod mine Fienders Vold og Vrede.

3 Med Balsam du mit Hoved overgyder,
Min Skaal er fuld af det, mit Hjerte fryder.
Din Naade og din Godhed hos mig blive
Den ganske Stund, mens jeg er her i Live;
Saa skal jeg hjem til Herrens Bolig vende,
Naar mine Dage skride ud til Ende.