1 Nu bør ei Synden mere
Med Magt og Herredom
Udi mit Kjød regjere,
Men daglig kastes om;
Thi jeg i Daaben er
Af Gud til Naade taget,
Har i den Pagt forsaget
Al' Satans Gjerninger.

2 Vil jeg af Daaben bramme
Og af min Jesu Død,
O, hvor maa jeg mig skamme,
Om jeg, som er gjenfød,
Ei kaster Bolt og Baand
Paa Synden, naar den fødes,
At den maa daglig dødes
Ved Herrens kraftig' Aand.

3 Hvad Trøst kan det mig give,
At Jesus ham opstod,
Om jeg vil stedse blive
Foruden Bøn og Bod
Forhærdet i min Synd,
Og altid mig indælte
I Vellyst og mig vælte
Af et i andet Dynd?

4 Nei, nei! jeg bør at lade
I Liv og Gjerning se,
At jeg vil Synden hade,
Og mig saaledes te,
At daglig jeg opstaar,
Og med al Hjertens Glæde
Vil Synden undertræde
Ved ham, som alt formaar.

5 O hjælp, at jeg korsfæster
Den gamle Adam saa,
At han ei bliver Mester;
O hjælp mig, at jeg maa
I Live være død
Fra Synd, fra Skam og Laster,
Som mig i Døden kaster,
Hjælp, Jesus, af den Nød!

6 Thi naar jeg ret har smaget
Din Døds og Pines Fynd,
Paa Dør er Satan jaget
Og hadet hver en Synd;
Jeg lever Synden ei,
Men tragter kun at trine
Ved Jesu Død og Pine
Paa Livsens rette Vei.