1 Forsøm dog ei din Salighed,
Den store Høitids Hvile:
Vær altid ædru, vaag og bed,
Og Gud til dig skal smile
Og aabne dig sin Naadefavn;
Derfor udøs din Klage
For ham i Jesu Kristi Navn,
Det kan ham vel behage.

2 Bed tidt og smag, hvor sødt det er,
naar Bøn og Trøsten mødes!
Bed tidt og søl, hvor Lidelser
Bed Guddoms Kraft forsødes!
Har Fristelser den Evne havt
At mørkne glade Tanker,
Gud giver dog den Trætte Kraft;
Kast her dit Troes Anker!

3 Bed tidt i Stilhed, hvor du gaar,
Klag uden Frygt din Smerte!
fra Hjertet slutter han til ord,
Og ei fra Ord til Hjerte;
Ei bøiet Knæ, ei Taarevand,
Ei Ord, ei Sang kan gavne,
Men Troens B øn der er, som kan
Guds Kjærlighed omfavne.

4 Bed tidt! Gud bor paa hvert et Sted,
Der, hvor din Bøn fremføres;
Tænk ei, naar Mange bede med,
Jeg før af Gud bønhøres!
Gud han er Gud, bed, som du bor,
Saa vil han dig bønhøre;
Den Bøn, som du i Synden gjør,
Den kan din Gud ei røre.

5 Forsøm dog ei Guds Menighed,
Der skal du Veien lære,
Og Gud, som er og bliver ved,
Med dine Brødre ære;
DinAndagt tænder deres an,
Og deres din Antænde,
At fælles Lov mod Himlen kan
Som fra et Hjerte brænde!

6 Er du en Herre, lok da frem
Guds Lov af Dines Munde,
Og daglig hellighold med dem
De søde Bedestunde!
Søg dine Husfolks Salighed,
Lad denne Pligt ei rygges!
Hver Tjener, end den mindste med,
Som Kristen bør opbygges.

7 Og dine Brødre, bed for dem!
Vi er eet Legems Lemmer;
Din Uven han er og et lem,
Hvis Bedste Gud ei glemmer;
Bed tidt og strid med Troens Skjøld,
Sky ondt og prøv dig nOie,
Bliv ei i kjærlig Iver kold,
Søg Visdom fra det Høie!