1 Jeg veed mig en Søvn i Jesu Navn,
Den kvæger de trætte Lemmer,
Der redes en Seng i Jordens Favn,
Saa moderlig hun mig gjemmer,
Min Sjæl er hos Gud i Himmerig,
Og Sorgerne sine glemmer.

2 Jeg veed mig en Aften-Time god,
Og længes vel somme Tider,
Naar jeg er af Reisen træt og mod,
Og Dagen saa tungsom skrider:
Jeg vilde til Sengs saa gjerne gaa,
Og sovne ind sødt omsider.

3 Jeg veed mig en Morgen lys og skjøn,
Der synges i Livsens Lunde,
Da kommer han, Guds velsigned' Søn,
Med lystelig' Ord i Munde,
Da vækker han os af Søvne op
Alt udi saa sæle Stunde.

4 Jeg haver den Morgen mig saa kjær,
Og drager den tidt til Minde,
Da synge jeg maa, og se den nær,
Den Sol, som strør guld paa Tinde,
Som Smaafuglen ud mod Morgenstund
Op under de høie Linde.

5 Da træder Guds Søn til Gravens Hus,
Hans Røst i al Verden høres,
Da brydes alt Stængsel ned i Grus,
De dybe Havsgrunde røres,
Han raaber: Du Døde, kom herud!
Og frem vi forklaret føres.

6 Da aabnes den Dør til Himlens Stad,
Der nævnes de Kaarnes Navne.
Gud lade os alle mødes glad,
Og ingen af Vore savne!
Det unde os gud for Kristi Blod,
Vi maatte i Himlen havne!

7 O Jesus, træd du min Dødsseng til,
Ræk Haanden med Miskund over,
Og sig: Denne Dreng, den Pigelil
Hun er ikke død men sover!
Og slip mig ei før, at op jeg staar,
I Levendes Land dig lover!