1 Nu veed jeg Vei til Himmerig,
Den bør jeg aldrig dølge,
Det er, o søde Jesus, dig,
Jeg vil dig ogsaa følge!

2 Du Veien er til Salighed
Og Himlens Fryde-Rige,
Og ingen anden Vei jeg veed
I Verden af at sige.

3 Jeg maa bejamre det, jeg gik
Fra Paradisets Glæde,
Og siden i forvirret Skik
Ad Mørkets grumme Stræde.

4 Paa denne Vei selv Satan laa
Med Dødsens giftig' Pile,
Hvor Synd og Sorg og ond Attraa
Mig undte ingen Hvile.

5 Min Jesus, som mig sviger ei,
Men vil mig trolig lære,
Mig viser til sin Kirke Vei,
Og selv min Dør vil være.

6 Jeg der saa frit gaar ud og ind,
Og finder Sjæle-Føde,
Der himmelkvæger Sjæl og Sind,
Og lægger Synden øde.

7 Dørvogteren ig passer paa,
Og kraftelig mig minder,
Om jeg udaf min Vei tør gaa,
Min Salighed til Hinder.

8 Her kan jeg udi Fryd og Fred
Hans Kirkes Gode nyde,
Og siden i hans Salighed
Evindelig mig fryde.

9 Jeg ser i ham en aaben Dør,
En Dør til Himlens Throne,
Jeg ser det, jeg ei vidste før,
En uforvisnet Krone.

10 En Krone, som mig hen er lagt
Udi Guds eget Gjemme,
Paa den min Sjæl har nøie Agt,
Gid jeg den aldrig glemme!