1 Hvad er dog Paaske sød og blid
For dem, som kjende Naadens Tid,
Og Syndens Jammer finde!
I Jesu aabne Grav vi se,
At alle Himle ad os le,
Og Seierskranse binde.
Den Dag
Vor Sag
Og Elende
Fik en Ende,
Da vor søde
Jesus han stod op af Døde.

2 For vore Synder er han død,
Til vor Retfærdighed han brød
De stærke Dødens Porte.
At han opstod, dit viser grant,
At Synden ganske vist og sandt
Er død og evig borte.
Vor nat
Er plat
Overvunden
Og forsvunden,
Da for søde
Jesus han stod op af Døde.

3 Han er opstanden, det er godt,
Den grumme Død til evig Spot,
So før saa mægtig bruste;
Han er opstanden, det er vist,
Det sorte Riges Magt og List
Vor kjære Jesus knuste.
Det Ord
Skal hvor
Jeg maa vanke,
Af min Tanke
Aldrg svinde:
Jesus kunde dø og vinde!

4 Han er opstanden, det er stort,
Og dermed er en Ende gjort
Paa al min Ve og Jammer;
Han er opstanden, det er nok,
Min Grav, som var en Fangeblok,
Er nu et Brudekammer.
Al Nød,
Sorg, Død
Nu ei smerte
Kan mit Hjerte,
Gravens Hvile
Synes nu ad mig at smile.

5 Nu er her Vei til Livets Land,
Op alle, følger, hvad I kan,
Vor Frelser og vort Hoved!
Han er opstanden! dette Ord
Skal raabes høit paa denne Jord!
Han være evig lovet!
Vær glad,
Guds Stad!
Alle Tunger,
Raaber, sjunger
Mod hinanden:
Jesus er–han er opstanden!