1 Alle, I som eder vende
Paa den runde Jordens Bold,
Lærer eders Skyld at kjende,
Thi Guds Søn han lider Vold!
Gud og Mand for vores Sag
Bærer Dødsens Dom idag,
Gud i Kjødet nu maa lide,
Og sig gjennem Døden stride.

2 Nys er han fordømt til Døde,–
Tænk, min Sjæl, han kommer der!
Se, hvordan hans Saar de bløde!
Se, hvordan han Korset bær!
Se, hvor stribet er hans Hud!
Se, hvor ussel ser han ud!
Se, hvor Tornekronen stikker!
Se, den Dødsens Kalk, han drikker!

3 Spørg dog ei, hvorfor hans Klæder
De saa blode-føled' er,
Han Guds Vredes Perse træder,
Og al Verdens Blodskyld bær.
Slangen ham i Hælen bed,
Giften ham hans Hjerte sved
Og hans Aarer gjennembruste
Og ham for vor Ondskab knuste.

4 Tænk, hvordan de Korset reise,
O min Sjæl forglem dog ei,
Hvor de haarde Halse kneise,
Og ham bane Dødsens Vei!
Ædike og Galde maa
De velsigned' Læber faa
Paa sit Pinested at smage,
O, in uhørt Synd og Plage!

5 Op ad Korset de ham trække,
Og med Grusomhed gjør Meen,
Ud hans kjærlig' Arm de række
Og hans saare, møde Been,
Nagle ham til Korset fast,
Saa hans Sener sønder brast,
Dermed lade de ham hænge,
Til hans Pine at forlænge.

6 Staar dog stille, agter nøie
Alle I, som gaa omkring,
Merker dog, om noget Øie
I den hele Verdens ring
Haver skuet slig en Mand,
Fuld af Herrens Vredes Brand,
Der han hang og bar vor Pine,
Saaregjort for Synder mine!

7 O, mit Legems Sol, mit Øie,
Blues ved min Synde-Daad!
Se paa Jesu megen Møie,
Til du dimmes udaf Graad!
Dog–min Jesus er forladt,
At jeg ei i Dødens Nat
Skal for mine synders Styrke
Føie evig Helved-Mørke.