1 Jeg raaber fast, o Herre,
Af dybest Nød til dig.
Du vilde naadig være,
Og gjerne høre mig!
Dit Øre du nedbøie,
Naar jeg min Bøn frembær.
Merk vel udaf det Høie,
Hvad min Beghjæring er!

2 Ak, vil du Agt paa give
Den Synd, som vi begaa,
Mens vi er her i Live,
Hvo kan for dig bestaa?
Men den, som det begjærer,
Den har du Naade ted,
Thi frygter man og ærer
Din høie Majestæt.

3 Mig, længes inderlige
Til dig, o Herre sød!
Dit Ord, som ei kan svige,
Det er min Trøst is Nød;
Min Sjæl og Hjerte trænges
Til dig med stor Attraa,
Ja mer end Vægt'ren længes,
At Dagen komme maa.

4 Sig Israel forlade
Paa Guds Barmhjertighed,
Og paa hans store Naade,
Som han saa mangeled
Sit Folk udover øfer,
Den fromme Herre Gud,
Idet at han dem løser
Af Synd op Sorger ud.