1 Nu er Frelsens Dag oprundet
For den syndefulde Jord!
Fædrene saa saart har stundet,
Stirret paa Guds Løfters Ord.
Fire Tusind Aar gik hen,
Ventende Velsignelsen;–
Ak, hvad Sum mon Verden skylde,
Da han kom i Tidens Fylde?

2 Folk paa vilde Veie træder,
Syndens Nat er mørk og fæl,
Rundt omkring paa Jorden græder
Trøstesløs saa mangen Sjæl.
Mørket vokser mer og mer,
Ingen Gud i Himlen ser,
Hedninger i Synd forhærdes,
Ak, hvor maa vor Sjæl forfærdes!

3 Da oprandt den Morgenstjerne,
Verdens Lys og Liv og Lyst
Skinner nu i Dag saa gjerne
Ind til os i Barm og Bryst,
Lyser som et Naadens Tegn
Over Verdens vide Egn,
Herrens Ord de ere faste,
Ingen Tid kan dem omkaste.

4 Jorden hviler træt og stille,
Hyrder staa, paa Nattevagt,
Sukke stige, Taarer trille,
Hænder er mod Himlen rakt–
Da med Et Guds klare Glans,
Glæedes bud og Englekrans,
Lov og Sang med Lys sig blande,
Lyden bær saa langt om Lande!

5 Kommer alle Kristne kjære,
Lader os og synge med,
Bedst vi kan, vort: Ære være!
For Guds Frelse og Guds Fred!
Tusind Gange Tak og Løn,
Vær velkommen, du Guds Søn!
Som vil bo hos os og bygge,
Vi, som sad i Dødens Skygge.

6 Vær velkommen, Jesus, Broder,
Davids Søn og Kvindens Sæd,
Naadens Gaver, Livsens Goder,
Fører du fra Himlen med,
Vækker den, i Synden sov,
Gud ske Lov, o Gud ske Lov!
Her du holde vi til Huse,
Slangens Hoved sønderknuse.

7 Kom, min Sjæl, opluk dig Øie,
Se, hvor naaderig han er!
Bøi dig ned, betragt ham nøie,
At du ret kan faa ham kjær.
Salighedens Gud er her–
Kjød og Blod med os han bær,
Himmerig for os oplader,
Store Gud og milde Fader!

8 Op hver kristen Mand og Kvinde,
Op smaa Børn, som Jesu Navn
Stamme kan, og faa i Minde
Julens Fryd og Jordens Gavn,
Stor og Liden, Gammel, Ung,
For den Herre Jesus sjung:
Lov og Pris og Tak og Ære,
Og velkommen skal du være!