1 Vor Jesus kan ei noget Herberg finde
I Betlehem, sin egen Fædreby,
Han lader der i ringe Svøb sig binde,
Hvor ellers Faar og Fæ gaar ind i Ly.
En Krybbe er hans første Eie,
Det tørre Græs og Straa hans søde Barneleie.

2 Den Herre har sig Fattigdom tilegnet,
Som alle gode Gaver har i Haand,
Og bliver her glandt arme Synd're regnet,
Indtil han sønderriver Satans Baand.
Nu er her Liv for alle Døde,
Idet Guds egen Søn paa Jorden lod sig føde.

3 Velsignet være Herrens store Naade,
Hans store Magt til evigt Minde sat,
Som vidste paa vor Jammer Bod at raade
I denne underfulde Naades Nat!
Velsignet Mørke uden Lige,
Da Lyset selv brød frem af søde Himmerige!

4 Ak lad, o blide Lys, vor Nat forsvinde,
Oplys du vor formørkede Forstand,
Lær Viljen vor det Gode ret at finde,
Tag Giften bort, som kom af Slangens Tand!
At vi ei skulde Døden smage,
Har du os kjøbt til Arv i Himmelen at tage.

5 Saa vil vi os, trods alle Fiender, fryde;
Gud har os givet det, ham kjærest var,
Og lader alle Naadestrømme flyde;
Hvad er der, som han os ei givet har?
Saa være ham da ogsaa Livet,
Og hvad vi er go har, til evig Offer givet!